Forretningsorden for skolebestyrelsen ved Skolen på Islands Brygge
Kapitel 1 Forretningsordenen
§ 1 Godkendelse af forretningsordenen
Stk. 1. Forretningsordenen gennemgås og godkendes når en ny skolebestyrelse tiltræder.
Stk. 2. Ændringer i eller tillæg til forretningsordenen for skolebestyrelsen behandling på to ordinære møder forinden eventuel vedtagelse.
§ 2 Ikrafttræden
Forretningsordenen er revideret på skolebestyrelsens møde den 28.08.23 og den 20.09.23. Ændringerne træder i kraft den 01.10.2023.
Kapitel 2 Skolebestyrelsens mødevirksomhed
§ 1 Det konstituerende møde
Stk. 1. Den siddende forperson fastlægger sammen med skolelederen dato for det konstituerende møde.
Stk. 2. Når et medlem er forhindret i at deltage i det konstituerende møde, overgår stemmeretten vedr. konstitueringen til stedfortræderen.
Stk. 3. Det i stk.1 nævnte medlem leder mødet, indtil valget af forperson for skolebestyrelsen er afsluttet.
Stk. 4. Valg af forperson foretages som et bundet flertalsvalg blandt de forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelsen. Står stemmerne lige, træffes afgørelsen ved lodtrækning.
Stk. 5. Funktionsperioden for forpersonen er 2 år, medmindre skolebestyrelsen finder det hensigtsmæssigt at fastsætte en anden (kortere) funktionsperiode. Der skal vælges en næstforperson efter stk. 4, som virker ved forpersonens forfald.
Stk. 6. Skolebestyrelsen udpeger forældrevalgte kontaktpersoner på udvalgte områder, f.eks. trafik, forældrehenvendelser og kommunikation til forældrekredsen.
Stk. 7. Skolelederen underretter skoledistriktet om, hvem der er valgt som forperson og næstforperson.
§ 2 Skolebestyrelsens ordinære møder
Stk. 1. Skolebestyrelsen afholder 8-10 møder i et skoleår samt kontaktforældremøde og årsmøde. Mødeplanen for de ordinære møder fastsættes ved skoleårets begyndelse. Skolebestyrelsens møder er lukkede, men skolebestyrelsen kan indbyde andre til at deltage i konkrete møder, når der behandles spørgsmål af særlig interesse for dem. Elevrepræsentanterne må ikke deltage i afstemning af eller overvære den del af drøftelserne, der angår sager vedrørende enkelte elever eller lærere.
Stk. 2. Skolelederen varetager sekretariatsfunktionen for skolebestyrelsen. Det er vigtigt af hensyn til skolebestyrelsens behandling og stillingtagen til sager, at der foreligger et fyldestgørende materiale til møderne. Materialet skal foreligge i god tid før møderne, hvorfor eventuelt bilagsmateriale bør udsendes samtidig med indkaldelsen.
Stk. 3. Dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
Godkendelse af dagsorden
Nyt fra elevrådet
Meddelelser fra forperson, skolens ledelse og medarbejderrepræsentanterne
Punkter fra årshjulet, fx godkendelse af budget, undervisningsmidler, principper, ferieplan etc.
Eventuelt
Underskrift af beslutningsreferat, som læses op efter hvert punkt til godkendelse.
Orientering om eventuelle nyansættelser.
Stk. 4. Dagsorden med bilag udsendes 1 uge før mødet. Såfremt et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles forpersonen senest 10 dage før mødet afholdes.
Stk. 5. Skolebestyrelsen kan nedsætte udvalg til behandling af særlige emner.
§ 3 Skolebestyrelsens ekstraordinære møder
Stk. 1. Skolebestyrelsen afholder herudover møder, når det ønskes af forpersonen, eller når 4 medlemmer ønsker det, med angivelse af punkter til dagsorden og med 14 dages varsel.
Stk. 2. I særlige tilfælde kan forpersonen indkalde til møde med kortere varsel. Når mødet indkaldes, skal forpersonen så vidt muligt forinden underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.
§ 4 Beslutningsdygtighed og afstemning
Stk. 1. Skolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 6 medlemmer er til stede, heraf mindst 4 forældrevalgte og 1 medarbejderrepræsentant.
Stk. 2. I tilfælde af forfald fra medarbejderrepræsentant og elevrepræsentant skal det pågældende medlem om muligt finde en stedfortræder.
Stk. 3. Medlemmerne kan kun deltage i skolebestyrelsens afstemninger, når de er personligt til stede under disse.
Stk. 4. Beslutningerne træffes ved simpelt stemmeflertal, hvor intet andet er bestemt. Ved stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende.
§ 5 Beslutningsreferat
Stk. 1. Forpersonen leder møderne. Skolens ledelse har ansvaret for at skrive referat på møderne.
Stk. 2. Efter hvert punkt på dagsorden læses referatet op til godkendelse. Mindretal kan forlange sin opfattelse tilført referatet og medsendt skolebestyrelsens udtalelser.
Stk. 3. I referatet anføres for hvert møde, hvilke personer der har været til stede. Ved hvert mødes afslutning underskrives referatet af mødets deltagere.
Stk. 4. Skolens kontor er ansvarlig for, at beslutningsreferatet offentliggøres på skolens hjemmeside.
§ 6 Samarbejde mellem forperson og skoleleder
Stk. 1. Forpersonen og skolelederen mødes 1-2 gange om måneden for at fastlægge dagsorden og for løbende at drøfte sager af interesse for bestyrelsen. Forpersonen udarbejder udkast til dagsorden, som udsendes med bilag fra skolen.
Stk. 2. Forpersonen kan, efter aftale med skolelederen, rundsende et kort referat af mødet til de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 3. Skolelederen skal informere forpersonen om sager af følgende karakter: klagesager, krisesager, klasser med særlige problemer og lignende sager.
Stk. 4. Forpersonen er berettiget til at ekspedere presserende sager, som forelægges på næste møde.
Kapitel 3 Skolebestyrelsens beføjelser
§ 1 Skolebestyrelsens beføjelser
Stk. 1. Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, der er fastsat af ministeriet og borgerrepræsentationen jf. styrelsesvedtægt for Københavns Kommune.
Stk.2. Ved udarbejdelse af principper skal skolebestyrelsen sikre at alle relevante parter er inddraget og hørt.
Stk. 3. Skolebestyrelsen er om muligt repræsenteret med 1 forældrevalgt medlem ved ansættelse af fast lærerpersonale. Ved ansættelse af ledere er skolebestyrelsen repræsenteret med 2 forældrevalgte medlemmer.
Stk. 4. Skolebestyrelsen beslutter anvendelse af midler på elevernes trivselskonto (tidligere forældreforeningen). Beslutning om bevilling af midler til aktiviteter gives af forperson for skolebestyrelsen i samarbejde med skolens leder. Skolebestyrelsen orienteres om anvendelse af midlerne i forbindelse med regnskabsafslutning.
Kapitel 4 Ændringer i Skolebestyrelsens sammensætning
§ 1 udtrædelse af skolebestyrelsen
Stk. 1. Hvis et forældrevalgt medlem ønsker at udtræde af Skolebestyrelsen, gives skriftlig besked til forpersonen
Stk. 2. Hvis et medlem udtræder af skolebestyrelsen, indtræder stedfortræderen. Skoledistriktet underrettes herom.
§ 2 Indsættelse af nye medlemmer i Skolebestyrelsen
Stk. 1. Er det ved et medlems endelige udtræden ingen stedfortræder på den pågældende liste, overføres mandatet til den kandidatliste, som ved opgørelsen af skolebestyrelsesvalget var nærmest berettiget til yderligere mandater.
Stk. 2. Er der ved ledighed ingen stedfortræder for skolebestyrelsens forældrerepræsentanter, afholdes der suppleringsvalg snarest muligt.
Tiltrådt af skolebestyrelsen på mødet den 20. september 2023.