Byggeriet på Artillerivej 57, Madskolen og Basisskolen skrider frem.
Vi er nu kommet så langt i byggeriet, at der kan holdes rejsegilde for den kommende madskole fredag d. 20. maj. Det er forvaltning og entreprenør, som står for arrangementet for indbudte gæster. Samme dag bliver der mulighed for at nogle af klasserne kan komme på et kort besøg på byggepladsen, så de kan få et lille indblik i hvad der er på vej.
Madskole betyder, at der i stedet for den nuværende EAT-ordning bliver lavet mad i et produktionskøkken, hvor børnene er med til at lave maden sammen med kokke og assistenter, som er ansatte på skolen. I udskolingen er det vores 7. klasser der er med i køkkenet, mens det på basisskolen bliver 5. klasserne, der skal være med.
Vi forventer at madskolen kan servere de første måltider i begyndelsen af skoleåret 2023/24. Når madskolen åbner, vil alle børn komme til at spise i det fælles madhus – ligesom deres store kammerater i udskolingen gør det. Vi oplever på skolen en rigtig god fælles kultur omkring maden, så vi ser meget frem til at også basisskolen får dette tilbud.
Ud over, at der bliver bygget ny madskole, bliver der bygget om på 1. sal i skolens pædagogiske center (skolebiblioteket). Her skal pladsen udnyttes til både pædagogisk center og værkstedsområde for KKFO. I byggeperioden holder biblioteket til i multisalen.
I fagbygningen er vi ved at rive det gamle skolekøkken ned for at give plads til bedre omklædnings- og badeforhold til idrætsundervisningen i gymnastiksalen. På 1. sal i samme bygning bliver der indrettet nyt område til håndværk/design, som kommer til at have i alt 4 lokaler til faget.