Indledning
Skolens undervisningsmiljøvurdering er delt op i Basisskolen og Udskolingen, da vi pr. 1.8.2021 har flyttet Udskolingen hen i en ny bygning på Artillerivej 130.
Undervisningsmiljøvurderingen indeholder afsnit om det fysiske, psykiske og æstetiske miljø i udskolingen. Den fysiske og æstetiske del er beskrevet af ledelsen og det tekniske personale. Den psykiske del er dels udarbejdet på baggrund af en undersøgelse foretaget af elevrådet med udgangspunkt i følgende spørgsmål:
Reflekterende spørgsmål inden I går i gang med besvarelsen af spørgsmålene
Hvad er et undervisningsmiljø?
Beskriv forskellen mellem et godt og et dårligt undervisningsmiljø?
Trivsel
I hvor høj grad oplever I, at der arbejdes aktivt med trivslen i jeres klasse?
Giv eksempler på trivselsarbejdet i jeres klasse?
Forhold til lærerne
Hvordan er klassens forhold til lærerne?
Er lærerne gode til at skabe relationer mellem dem og jer elever?
Skolekammerater
I hvilket omfang bliver der arbejdet med kammeratskab og fællesskaber i klassen?
Hvad betyder fællesskabet for jer i klassen?
Mobning
Oplever I på skolen og i klassen et tydeligt arbejde mod mobning?
Har I det seneste år oplevet/blevet udsat for følgende af andre elever eller ansatte på skolen?
Daglig/tilbagevendende mobning på skole/i klassen?
Digital mobning?
Elevernes indflydelse på skoledagen
Lytter lærerne til klassens ønsker/behov i undervisningen?
På en skala fra 1-10, I hvor stort omfang oplever i medbestemmelse og indflydelse på nedenstående punkter?
- Årsplaner
- Undervisningsforløb
- Pauseaktiviteter
- Trivselsarbejde
- Tur/besøg/oplevelser
Læring
I hvilket omgang oplever i støj og uro i klasseundervisningen?
I hvor høj grad er det muligt at koncentrere sig om undervisningen i løbet af skoledagen?
Derudover har vi inddraget aspekter fra den nationale trivselsundersøgelse.
I Udskolingen er der 6 spor fra 6.-9. årgang med få undtagelser. Vi er pt. ca. 550 elever i Udskolingen og 45 medarbejdere.
Undersøgelsen og vurderingen danner grundlag for skolens fremtidige arbejde med at forbedre elevernes undervisningsmiljø.
Vurderingen indeholder en beskrivelse af det fysiske, psykiske og det æstetiske undervisningsmiljø som følges op af en handleplan for, hvordan vi fremadrettet vil arbejde med undervisningsmiljøet i Udskolingen på Skolen på Islands Brygge.
Fysisk undervisningsmiljø
Skolen har tre indgange; Byport-, Havne- og Fælledindgangen.
Skolen på Islands Brygge – Udskolingen består af fire etager. Skolen er bygget på en trekantsmatrikel, og der er virkelig tænkt på at udnytte kvadratmeterne.
I stueetagen finder man receptionen, mødelokaler og kontor. Der er madkundskab, en stor sportshal, der kan deles i tre og rumme tre klasser samtidigt samt et flot auditorium. Derudover er der produktionskøkkenet og Madskolen, hvor eleverne spiser i tre hold.
På 1. sal er der personalerum, PLRC (skolens læringscenter) med kontorer til personalet i det pædagogiske læringscenter samt til vores interne og eksterne ressourcepersoner. Hermed er inspirationen, sparringen og støtten vedr. faglig og social trivsel samlet ét sted. Der ligger også to grupperum og et samtalerum. I forlængelse af PLRC findes to konferencerum samt et stort, flot, nyindrettet musiklokale med dertilhørende øverum.
På 2. og 3. sal ligger basislokalerne, som er opdelt i fire hjemområder. I hjemområderne kan eleverne holde deres pauser i afdelingerne. Hjemområderne er udstyret med båse, eleverne kan sidde i samt høj- og lavborde med stole, hvor eleverne kan holde pause. Basislokalerne er faglokaler til matematik/geografi, dansk, sprogfag, kulturfag og billedkunst. De er grundet trekantsmatrikel ikke helt identiske, men opfylder alle størrelseskrav. Der er plads til 28 elever i hvert lokale. Der ligger to grupperum i hvert hjemområde samt et depot til materiale og pause aktiviteter og et forberedelsesrum til personalet. Runde borde i basislokalerne og møbler til gruppearbejde i fællesrummene skal skabe mulighed for samtale og dialog.
I midten af hjemområderne er der faglokaler. På 2. sal findes håndværk og design samt FabLab. På 3. sal findes to fysik/kemilokaler og et biologilokale. Der er direkte udgang fra nogle af faglokalerne til skolegården.
Der er elevtoiletter på alle etager. I stueetagen er der fire almindelige toiletter og et handikaptoilet. På 1. sal er der seks elevtoiletter. I hvert af de fire hjemområder på 2. og 3. sal er der otte almindelige toiletter og et handikaptoilet. Toiletterne er kønsopdelt efter elevernes ønske med lige mange toiletter til hvert køn.
Da byggegrunden er lille, er skolens udeområder placeret på tagfladerne. På alle etager er der områder, der opfordrer til fysisk aktivitet gennem sport og leg.
Skolegården er opdelt i tre lag. Den starter med en stor flot trappe fra byportindgangen og går op til det første lag, hvor der er siddepladser, drivhuse, udendørs køkkener og spiselig beplantning, så det kan bruges til undervisningsbrug.
På andet lag er der et lille område med siddepladser, som har direkte ind- og udgang fra FabLab.
På øverste lag findes sportsområdet med to boldbure til eks. fodbold og basket, bordtennis, bordfodbold, hængekøjer, trampoliner og et klatrestativ.
Psykisk undervisningsmiljø
Størstedelen af eleverne oplever fokus på trivsel, men mest hvis det ikke fungerer. Nogle elever oplever, at der ikke bliver arbejdet forebyggende nok med trivsel. Der er et ønske om, at der kontinuerligt er fokus og dialog om klassens og elevernes generelle trivsel.
Eleverne oplever gode relationer og tryghed ved de faste lærere.
Der er elever/klasser, der oplever, at de lidt for ofte har vikarer.
De fleste elever oplever generelt hverken daglig tilbagevendende mobning på skolen eller digital mobning, og det de oplever bliver der taget hånd om. Der er dog eksempler på elever, der oplever mobning.
Eleverne svarer også på den nationale trivselsmåling, som sammen med denne vurdering, danner grundlag for en handleplan.
Eleverne oplever at have for lidt eller i hvert fald under middel indflydelse på årsplanerne, de enkelte undervisningsforløb og pauseaktiviteterne samt ture og trivselstiltag. De ønsker i hvert fald at få mere indflydelse. Der er forskel på hvor meget indflydelse 6.-7. årgang og 8.-9. årgang oplever de har på undervisningens indhold og arbejdsmetoder. Derudover oplever nogle også at de har mindre indflydelse, når det kommer til de kreative fag. Der er generelt et ønske om mere aktivitet og projektorienteret undervisning.
Eleverne oplever, at der er forskel på at have sine faste lærere og så faglærere i forhold til ro og koncentration. Det er generelt nemmere for eleverne at koncentrere sig i begyndelsen af dagen.
Inspirerende og stimulerende element i læringen.
Æstetisk undervisningsmiljø
Skolen er nybygget og taget i brug 1. august 2021. Skolen fremstår flot og arkitektonisk tænkt godt igennem. Den er tegnet, så den understøtter det pædagogiske program.
Grundpillerne i arbejdet med skolen har været:
På skolen skal der etableres en række faciliteter, som går på tværs af årgange, fag og funktioner, og som kan understøtte de undervisningsfaglige aktiviteter. Fælles for funktionerne er, at de bør kunne benyttes af alle til korte eller længerevarende forløb samt, at rummene indrettes fleksibelt, da de bør kunne tilgodese forskellige formål og undervisningsformer.
Det pædagogiske program beskriver:
"På Skolen på Islands Brygge møder eleverne en varieret skoledag, der fremmer elevers motivation og læring. I undervisningen arbejdes med varierede og differentierede læringsformer samt med praktiske og anvendelsesorienterede undervisningsformer, der udfordrer alle elever og gør eleverne i stand til at omsætte viden til produkter. Desuden arbejdes med understøttende læringsaktiviteter, der har til formål at udvikle elevernes undervisningsparathed ved at arbejde med deres sociale kompetencer, alsidige udvikling, motivation og trivsel. Skolen arbejder med fleksible skemaer for elevernes skoledage. Dette giver mulighed for at variere dagene og tilpasse dem de forskellige fag og emner samt mulighed for fordybelsesdage eller ude-skole-aktiviteter. Skolens understøttende undervisning er integreret i alle fag, og der skal være mulighed for let at inddrage materialer og rum til den understøttende undervisning, så den kan anvendes fleksibelt hen over skoledagen."
Udskolingen knytter bånd til omgivelserne, for skolen er jo ikke det eneste sted man lærer. Rummene er udformet transparente, så de lægger op til åbenhed, fællesskab, samtale og dialog på tværs af fag og årgange.
Det skal være et rat sted at være, så der er tænkt på beplantning, farver, materiale og variation samt højt, lavt, blødt og hårdt.
Der er interaktive tavler i alle undervisningslokaler, og der er bærbare enheder til alle elever på 7., 8. og 9. årgang. Der er bestilt til 6. årgang også.